Case

Kolding Kommune sætter energirigtige indkøb i system

Grønne indkøb handler ikke altid om at købe økologisk. Det handler også om at købe produkter i forretninger, som tager hensyn til klimaet. Man behøver endda ikke lede længe, for butikkerne bliver fremhævet via diplomordningen Grøn Butik. Idéen til ordningen stammer fra Kolding Kommune, som i dag har knap en tredjedel af alle Danmarks Grønne Butikker.


Alle taler om at spare på ressourcerne, fx el, vand og varme. Men faktisk kan man som forbruger også række klimaet en hjælpende hånd ved at købe ind de rigtige steder. Nemlig i de såkaldte Grønne Butikker, som er et netværk af butikker, der blandt andet har fokus på at spare på energien i den daglige drift.

Hjælp til at opnå energibesparelser
Grøn Butik er en diplomordning for butikker, som vælger at sætte fokus på klima og energi i forbindelse med butikkens drift og varesortiment. Ved hjælp af ordningen får butiksejerne skræddersyet og konkret vejledning om klimaoptimering af butikken. Således gør Grøn Butik-ordningen det nemt for butiksejerne at gennemføre forbedringerne og opnå en rationel drift omkring elforbrug, varme, vand, kemikalier, affald, transport mv.

Lokal idé blev til en landsdækkende diplomordning
Trods Kolding Kommunes beskedne størrelse er man med hele 110 butikker danmarksmester i antal Grønne Butikker. Idéen til diplomordningen blev da også født i Kolding Kommune tilbage i 2000. Dengang hed pionerprojektet Grøn Liste Butik og henvendte sig til kommunens egne forretningsdrivende. I dag drives ordningen af den landsdækkende organisation Energitjenesten, mens ansvaret i Kolding Kommune ligger i hænderne på kommunens Grøn Butik-koordinator. Antallet af butikker i netværket er efterhånden oppe på over 350, og hvert år melder flere og flere butikker sig under de grønne faner.


Har du spørgsmål til casen, så kontakt:
Kolding Kommune
Teknisk forvaltning
Tlf.: 75 50 15 00
E-mail: teknisk@kolding.dk