CO2-neutralitet inden 2030. Det er målet for Århus Kommune, der den 2. april 2009 blev udnævnt til en af Danmarks seks officielle Energibyer. Bag titlen ligger en mangeårig indsats, hvor kommunen blandt andet har markeret sig stærkt inden for CO2-kortlægning, borgerinddragelse og transport.
Århus Kommune er ikke blot Danmarks anden største by, men også en af frontløberne på klima- og energiområdet. Det gælder ikke mindst anvendelsen af CO2-kortlægning til at realisere langsigtede klima- og energimål, hvor kommunen er en af de absolutte pionerer.
CO2-kortlægning satte viden bag planen
Som den første kommune i landet kortlagde Århus Kommune sin CO2-udledning i 1999 og igen i 2006. Resultaterne viste, at hovedparten af udledningen stammede fra forbrug af el og varme samt transport. Da kommunen i 2008 satte sig et ambitiøst mål om at blive CO2-neutral inden 2030, brugte man den viden til at fokusere indsatsen inden for fire områder:
- Kollektive løsninger: Kommunen har iværksat initiativer inden for blandt andet lavenergibyggeri, varmeforsyning og transportområdet, f.eks. konstruktion af en letbane og en udvidelse af cykelstinettet.
- Private initiativer: Der er blevet gjort en målrettet indsats for at inddrage borgerne og påvirke deres adfærd, blandt andet via oplysningskampagner.
- Erhverv og uddannelse: Som en del af klima- og energiindsatsen arbejder kommunen på at udvikle sin energiindustri og i den forbindelse inddrage uddannelsesinstitutionerne.
- Klimatilpasning: Nye projekter skal forebygge konsekvenserne af klimaændringer, så blandt andet oversvømmelser undgås.
Træk på Århus Kommunes erfaringer Inden for de fire områder har Århus Kommune iværksat en lang række konkrete projekter, som du kan læse mere om ved at klikke
her.